Mange oplevelser kom allerede på turen herned. Tirsdag d. 1. marts hoppede Michael og Smilla i en overraskende letpakket Volvo - og forlod det nordjyske familietræf for at begive sig syd på - helt til Rom (2000 km). Næste dag var det så mig og Elliot, som skulle afsted - vi tog en genvej fra Billund og ventede en times tid på lift fra lufthavnen uden for Rom . "Sølvpilen" aka Volvo med følge - kom frem efter imponerende kørsel gennem bjergpas, snestorme, uheldskøer og på lange omveje efter gas til bilen. Dejligt igen at have hele familien samlet. Her efter blev turene efter gas - eller 'Metano' - meget sjovere. Nu kunne jeg som co-driver finde de nærmeste på gps'en og ved hvert stop (tanken kan klare 300 km) fulgte nye oplevelser. Ved Napoli så vi, hvordan maffiaen havde dumpet skrald i kæmpe mængder langs forstadens små veje og vi mødte en tankdame, som næsten stjal Elliot, mens hun hele tiden sagde "Amore, amore!" - vi fik dog Elliot med og som bonus en orange rangle-kat, som Elliot var meget glad for. På en anden omvej spiste vi middag i en lille søvnig by - der var disket op med antipasti og alt så så godt ud, at det var succes at kunne sige: "tutte". Efter en tallerken lækkerier kom tjeneren ind med lokal ost (måske pecorino) og derefter var det pastaret med muslinger - så var vi nødt til at sige basta og stop - ellers havde han fortsat med at servere alt godt fra La cuccina.
La cane
Smilla har været super god til at være med på tur. Hun har haft en god liggeplads i bagagerummet og kigger bare op, når bilen stopper - for lige at se, hvad der sker. Og så er hun lykkelig, når hun må komme med ud. Heldigvis er de i Italien glade for hunde, så de er velkomne på alle hotel.
Il bebe
Den som dog er mest velkommen alle steder er Il bimbo bello. Italienerne er helt baby-tossede - og især vilde med vores store, fede, blåøjede dreng. Han tror snart, at han hedder Bellissimo. Han tager det meget stille og roligt. Vi står bare og smiler lidt forlegent, når de overøser ham - og os med komplimenter.: Bellissimo, complimente! - Grazie, grazie - og må vi gå nu? Nej, det er meget hyggeligt og en fantastisk måde at komme til at snakke med folk på. Vi lærer en del italiensk på den måde. Forleden mødte vi to parkeringsvagter, som bestemt mente, han var så smuk, at han skulle i fjernsynet og fotograferes. Azure occhio - de blå øjne er tydeligvis et hit. Men det er ikke kun donnaerne, som er vilde med ham (men især dem - og især de ældre!) I et supermaked var der en ung mand, der en dag blev ved og ved med at stå og snakke og pludre med Elliot - Michael stod bare og smilte og jeg forsøgte at fortsætte med at finde mulige morgenmadsprodukter.. og han blev ved og ved og ved - og vi forstod absolut intet af, hvad han sagde. Meget mærkeligt.
L'alimentari
Når vi nu er ved det med at handle, så er det jo også et eventyr i sig - hver eneste gang. Det tager jo timer for os at finde nye, spændende varer uden alt for meget pis. Nogle gange går det godt - og andre ikke så godt. Kaffe har vi stadig ikke været så heldige med, men så kan man jo gå mere på cafe. Michael kan få længe til at gå med at se på øl-udbuddet. Det største hit indtil videre har været 'Lander Braü' - ikke smagsmæssigt, men hvad betyder det, når etiketten er fin. Det er lidt det samme vi går efter, når vi køber vin - vi prøvede at få en supermarkedsmand til at guide en dag - det var IKKE et hit. Men vin skal vi jo have i vores italienske liv. Vin og is er tilladt, når man har været ude og løbe - og det har vi faktisk været de sidste tre dage. Belønningerne vi tager er dog noget større end det vi forbrænder, men det er jo indsatsen som tæller.
Lige for at afslutte sagaen om supermarkedet, så er det udbuddet af babymad, jeg er mest fascineret af. Man kan få mos med struds, kanin og andre sjove smagsvarianter. De har også grød og økologiske alternativer, så det var noget af det, vi ikke havde behøvet at tage med hjemmefra.
Sicily
Vi ankom til Sicilien fredag d. 4. marts med en lille færge over Messina-sundet. 20 grader og solskin. Wow. Og alt blomstrer og lyser af sommer. Det er for godt til at være sandt. Og ja, mens vi kørte syd på faldt graderne da også og dis og gråvejr dominerede. Men grønt og blomstrene og meget eksotisk var det stadig. Og efter et par timers kørsel kom vi til Marina di Modica. Michael når lige at sige: "Måske betyder det, at de skriver, det er et kitesurf paradis, at det blæser konstant" - inden vi får snirklet os frem til vores hus og træder ud i et reelt blæsevejr. Hmmmm - har vi rejst 3000 km fra Öns vilde vinde til Siciliens? Heldigvis har det ikke været så galt de sidste dage - og om morgenen og formiddagen er det altid helt vindstille.
La casa
Via Falconara 2 - vores nye adresse de næste 8 uger. Vildt. Vi har fået en lille bungalow på 50 kvm - enkelt og godt indrettet, men dog bygget til sommerbrug, så vi er meget glade for den ac, som hænger i stuen og varmer os om aftenen. Elliot har både fået seng, stol og legeplads med medbragt babygym (legetæppe) så han føler sig hjemme. Vi er ude, så meget vi kan, og nyder at have hele "haven" for os selv. Vi har en terrasse og palmer og kan plukke rosmarin, citroner og appelsiner på vores udeplads. Det eneste vi savner er græs - og det som lignede græs, kom der to (ellers flinke) havemænd og fjernede i lørdags. Øv. Her er jord åbenbart meget fint. Men så har jeg tilgengæld taget den øde nabogrund til mig som "vores have" - den er fyldt med dejlige vilde blomster og ligger lidt nede, så der altid er læ. Men når vi ikke er på tur, er vi mest ude foran vores hus, så Elliot kan være i skyggen.
Marina di Modica
Byen vi er kommet til er meget mærkelig. Michael er sikker på den er fuld af zoombier. Den er ret død -SÅ meget er rigtigt. Byen omkranser en fin bugt med lækker sandstrand - og er helt sikkert meget turistet i højsæsonen - og har sandsynligvis haft sit boom og har ikke helt kunne følge med. Nu står flere huse halvfærdige og endnu flere meget efterladte. Det viser sig vel som sommeren kommer, om husene lever eller er helt døde. Vi finder i hvertfald konstant bygge- og renoveringsprojekter, vi gerne vil kaste os over.
Helt død er byen dog ikke. De vigtigste ting som har åbent: En cafe ned til vandet med god is og kaffe. En købmand, som vi nu ikke tror, vi kommer til at bruge så meget. Et apotek - farmacia (hvor over halvdelen af butikken er babymad og babygrej!!), Et pizzaria - som skal testes. En bar - ditto. La macelleria - en slagter med forklæde og kun en tand i munden, som var meget flink og solgte os lam og salsicca. Il panificio er bageren - som ejes et meget sødt og meget italienskt gammelt ægtepar (her går morgenturen med Elliot de fleste morgener). Og så et posthus, hvor man kan sende breve til os - hvis man skulle have lyst. Adressen er: vores navne og så:
Fermo Posta
97O1O Marina Di Modica
C.so Mediterraneo n13
Flere beretninger om alle vores oplevelser skal nok snart blive postede.
Inga kommentarer:
Skicka en kommentar