Nationalfest i solskin med zoombier

Hurra, i dag er det Italiens nationaldag - det var det, det var. 


Her startede den bedste morgen med, at Michael tog Elliot og Smilla med på en tur, så jeg fik sove til 8.30!! Yes (Det er længe i vores verden). Og da jeg stod op, var det til skyfri himmel og lækker morgenmad i solen. Ja, jeg har den bedste kæreste i verden! Første halvdel af dagen gik med solbadning og læsning. Skønno. 


Vi kunne lure, at det nok var helligdag, fordi der hele tiden var folk på vejen ved siden af huset, og der begyndte at lugte godt af grill og ferie.. Alligevel besluttede vi os for at tage på en lille tur. Efter frokost i skyggen med de sidste kolde øl, tog vi os sammen og begav os til fods til nabobyen Sampieri. Først langs vores strand og så op i vores by, hvor vi fik bekræftet, at folk havde fri. Her var nemlig marked igen. Primært crap og stadig ingen sommervarer. Jeg begyndte dog lidt lobbyarbejde og spurgte flere steder efter sandaler - det kan jo være, de så har det med næste gang, eller næste gang igen. Michael synes, jeg er meget naiv, men hvis man ikke prøver, sker der jo slet ingenting.


Sampieri - også en zoombie-by?  
Vi gik videre langs kysten og forbi det, jeg gættede på var et gammelt teglbrug (hedder det mon det?  murstensfabrik?) og  langs endnu en strand og nåede frem til en lille by, som i følge gårsdagens turist-dame skulle være åh så fin og hyggelig. 

Men jeg tror ikke helt, vi fandt det bedste af byen, for vores jagt var - efter de fem kilometer med barnevogn i terræn - bare en is-jagt. Gelato, per favore! Men selvom vi spurgte flinke folk, var der ingen bonus her, så vi gik hele den lange (og meget fine vej tilbage igen).  

Så er vi halvvejs og kan se Sampieri i det fjerne.

Hvad laver de i vores by? 
Da vi nåede tilbage til vores egen by, kunne vi slet ikke kende den. Der var sort af mennesker. Ja, sort. Fyldt med sorthårede italienere i sorte vinterjakker, der var ude og spadsere på strandpromenaden. Vi fattede ingenting. (Jo - Michael var endnu mere sikker på, at det var opvågnede zoombier!) 

Ok, måske ikke de bedste smug-billeder, men der var SÅ vildt mange folk

Over 1000 mennesker gik pludselig i vores by, hvor vi næsten kender alle 17 mennesker, som er her til dagligt. Der var bilkaos og kæmpe is-køer. No no no. Og vi som nu var oppe på 10 km og derfor fortjente en grande gelato. Krise. Heldigvis havde endnu en ismand netop parkeret langs marinaen - og vi var hurtige og kom først til den gamle SuperMarios bil, som var fyldt med "Hellige Maria-klistermærker" og fik hver vores is. Godt. Virkelig god is hernede. Eneste ulempe er, at den smelter så utrolig hurtigt. Derfor får man (hvis ikke de har bægere) to af deres papvafler, så den øverste kan dryppe ned i den nederste. Men det fungerer altså heller ikke, så man er nødt til at spise meget fokuseret og lidt for hurtigt. Men godt er det. 
   Nå, vi blev helt stressede af alle de mennesker, som virkede som om de alle kendte hinanden og absolut ikke os. Vi var tydeligt freaks, som gik i bare arme og ben og generelt ikke hørte hjemme. Elliot sov heldigvis gemt væk i barnevognen, så vi slap for for mange berundringsstop. Skørt, at det så hurtigt bliver for meget at høre, hvor skøn ens baby er. Men det er altså overdrevet hernede.


Fantastiske Elliot

Men han er jo fantastisk. Om det råder ingen tvivl. Han er så glad og trives så godt. Nyder at ikke skulle være pakket ind i 17 lag tøj hele tiden. Og så er han   blevet en haj til at rulle om på maven, hvor han helst vil ligge. Når han ligger der, er han begyndt at snurre rundt på maven som en snurretop. Han tog to runder på tæppet i skyggen, mens vi spiste frokost. Dygtig dreng. Den nye kunskab gør, at han ikke er helt så frustreret over ikke at kunne komme fremad, selvom han virkelig prøver. Han kan næsten de rigtige bevægelser med både arme og ben, men sætter dem ikke sammen, så enten er det bryst eller bagdel, der hænger som anker. Svært. 

Aften
Efter endnu en god verdure-middag (grøntsags-) med knap så god vin, følte vi os tvungne til at bevæge os ud i aftenmørket for at se, om der var gang i gaden, eller i bedste fald bare et godt sted at drikke en aftenkaffe. Men nu var nationaldagen åbenbart færdigfejret og alle var gået hjem og byen igen tom. Så vi valgte at vente med at afprøve byens pizzaria og (fra i dag af åbnede) fiskerestaurant (som mere lignede en kantine indvendigt) - og heller ikke strandbaren fristede med sine lysstofrør og tunge bass, så vi gik hjem og tog kaffe og den sidste is herhjemme. I morgen skal vi virkelig handle.


Endnu en dejlig dag er omme. Nu sover Michael på sofaen med sin krydsogtværs. Så fin. Noget af det sidste, han nåede at sige var, at han ikke ville hjem, men blive hernede for altid. Dejligt, vi stadig har seks uger i solen. Eftersigende skulle den også komme i morgen. Altså solen.