På grottetur

I dag har vi været ude og opleve. Vi har været på grottetur i Cava d'Ispica. En 13 km lang grotteslugt, fyldt med grotter, som har været beboet fra 4.000 f.kr. og helt ind i sidste århundrede. Da vi kom frem var Elliot selvfølgelig precis faldet i søvn, så vi valgte at gå en tur (modsat grotterne) med ham i vognen til at starte med. 


Vi mødte en hyggelig gammel og tandløs mand, som fægtede glad med armene og sagde, det var helt forkert vej og her var ingenting at se - vi tror, at vi lykkedes at forklare formålet med turen "bambino dorme". Han var sikkert vant til at dirigere sommerens turister i rette retning, for skiltningen var  ikke optimal (som sædvanligt - ofte ligner det, der er postet en stor pose  EUpenge i div. turist-, park- eller vejprojekter, hvorefter ingen har gidet at vedligeholde - eller færdiggøre det, de startede.)


Det var en meget frodig dal med granatæble-, kirsebær-, valnødde-, mandel-, citron- og appelsintræer. Eneste modne frugter var citroner og appelsiner. Jeg plukkede et par af sidstnævnte, som smagte så sødt og eksotisk, at vi mistænkte, det ikke var appelsiner.. men de lugtede som appelsiner plejer, når man skrældede dem - og virkede ikke overmodne. Må være en Fanta-variant.

Vi valgte at starte med at gå efter den første cava, vi ifølge en grotteguide kunne nå med barnevogn, og gik efter de skilte vi kunne se. Det startede barnevognsvenligt, men endte med, at vi måtte løfte den med en sovende Elliot.

Fra stenvej til græsvej - og derimellem ingen vej

Kongeturen i båren vogn stoppede dog brat, da Michael løftede noget højere end mig, og der pludselig gled en sovepose med barn ud på græsset. Så vågnede en noget overrasket, men hurtigt glad dreng - til to flove og lettede forældre, som lovede at hinanden at sikre den dyrbare last bedre næste gang. Derefter kom han i hjemmelavet bæresele på maven af mig i Michaels jakke. Nu også med sikrende hænder! 

Efter et stykke tid,  så vi dog, at skiltene bare fortsatte og fortsatte opad, så vi vendte i stedet om for at gå tilbage til bilen og hente den rigtige bæresele og gå ind i det rigtige grotteområde. 
   Da vi nåede tilbage til bilen sov Elliot dog igen og det begyndte at regne, så vi valgte at spise lidt frokost under et stort og flot oliventræ.

 Få meter fra parkeringen fandt vi så den grotte vi ledte efter - med et nedlagt skilt.

Da vi havde betalt vores entre til en af de fire mennesker på billetkontoret (skal siges, at vi kun så to andre turister på hele dagen) og Elliot var kommet i Babybjörn på fars mave, begav vi os først ned i en gammel kirkegård, hvor meget små italienere endte deres dage for mange mange år siden. 

Desværre, var der kun information på italiensk, så vi gættede os til brugen af grotterne, og hvordan det mon så ud, da de var beboede. Det var et område, som tydeligt var under renovering - og meget uden for sæson. Så vi kæmpede os igennem græs og ukrudt til hule efter hule. 

Michael tog det forsigtigt på de glatte sten med Elliot på maven - Jeg kunne få lov at klatre lidt og skulle selvfølgelig op og se lidt på overetagerne, når det var muligt. Da vi var på vej tilbage kom en af billetmændende for at hente os - han ville vist sikre sig, at hans eneste gæster ikke var faret vild.. og at vi nåede ud inden de lukkede. Og det gjorde vi lige netop. 


Lige lidt flere grotter og en træt huleboer (mig..)

Vi så også et par salamandere lege i solen - eller var den ene ved at æde den anden??

Hjemme igen var det læse- og kaffetid. Vi har byttet bøger, og jeg læser nu Hypnotisøren. Spændende og ret grufuld. Nu sover Michael igen med bogen på maven. Det er ved at blive et aftenritual.