fredag 11 mars 2011

Sun-bloggeren i grimme plastiksko

Så kom jeg i gang med det der bloggende. Og så må jeg jo hellere fortsætte. I dag har vi slappet helt og aldeles af. Morgenmaden blev indtaget udendørs i solen og formiddagslegen blev henlagt til et tæppe i "haven". Dejligt.



Elliot bliver vild, når han ser græsset og kaster sig ud for at hive i det. Så jeg har bygget et skygge-hegn op, så han kan få lov til at ligge og slås med græsset. Og jo, jo, han har også  tøj, solhat og faktor 30 på, som babyer bør. Samme regler gælder vist ikke for sicilianske babyer - Da vi var på marked i går sad flere babyer og stegte i klapvogne. Elliot var helt pakket væk fordi solen var så stærk. Det gjorde også, at det gik lidt stærkere at komme rundt på markedet, når alle ikke hele tiden skulle dikke dikke. 

Marked i Modica
Og det var luksus, at for en gangs skyld være på et marked, hvor der ikke var overfyldt med turister- de kommer helt sikkert lastede i busser, når højsæsonen ruller ind. Til gengæld var markedet allerede fyldt med masser af pis fra de sidste årtier, som det sig bør på et marked. Det mest fantastiske var to stande med gamle flyverdragter fra start 90'erne i de flotteste neonfarver og zigzag mønstre. Vi må tage billeder af det, hvis de er der næste gang vi kommer. Vi håber snart de, skifter deres grej til sommerkollektionen, så Michael kan finde sig et par Crocs. Yes. I læste rigtigt. Han er misundelig på dem, jeg har købt. Yes. Læste rigtigt igen. Jeg har købt verdens grimmeste plastiksko. Det havde jeg aldrig troet om mig selv. Jeg må hånes!  Men her er så utroligt fodkoldt, at det gør ondt at træde på gulvet (vi leger jorden er giftig konstant), så plastik-isolering fungerer utroligt godt. Ja, jeg roser skoene. Jeg er meget imponeret over komfort og funktionalitet - men hvis jeg skulle vove at træde uden for matriklen med dem på - så ryger de ud. 

Det blev ingen sko på markedet, men til gengæld omkring 15 kg frugt og grønt! Deriblandt verdens bedste appelsiner. Serious! Blodappelsiner, som smelter på tungen og er så søde, at de næsten smager af jordbær. [Michael var lige inde og  hente en til mig. Tak og mmmmm!]. Vi havde egenligt en del grøntsager i forvejen (der var et lille marked i vores by i søndags), men vi kunne ikke lade være, når de stod med kæmpe poser med nyhøstede grøntsager, jord på hænderne og tandløse smil og råbte "uno euro blablablabla uno euro!" Skønt at have barnevogn med, der har en imponerende lastevne. Det bliver udnyttet.

Nå, det var vist et langt sidespring om gårsdagens gøremål; men det var markedsbesøg i Modica (25 min. herfra) og så selvfølgelig internet-jagten, der gjorde, at vi i dag bare softer og nyder la dolce vita. Vi begyndte helt at  tvivle på, det skulle lykkedes at få net - bl.a. fordi '3' er ikkeeksisterende her i 'Marina' (som vores by hedder blandt de lokale) .- heldigvis var vores pc ikke 3-låst og en sød englænder i en telebutik og i alt tre ture til Modica gav gevinst. Dejligt at kunne være opkoblet til verden igen - dog ikke så rart at besøge netbanken. Michael overvejer nu at sælge vores få underskuds-aktier, for at vi kan fortsætte la dolca vita hernede. Alt for ikke at skulle skære ned på is og vin-kontoen.  

Soverytme - eller mangel på samme
Vi havde en ide om, at når vi nu kom herned, fik vi meget mere rytme i dagen og kunne lure, hvornår Elliot skulle sove, og hvornår han skulle være vågen og glad. Sådan er overhovedet ikke. Endnu. Vi har de sidste dage skrevet ned, hvornår han sover og spiser, og der er absolut ikke noget mønster - andet end at han skal sove inden 21 og vågner inden 7 (sidstnævnte er det desværre ikke os, der styrer). Men lige netop natten er blevet meget bedre (for moren). Vi overfodrer ham inden han skal sove og skiftes til at have "stop-sut-i-baby-mund-vagter" i løbet af natten. Så skal han kun spise en gang. Luksus, når det de sidste måneder har været 3-4 gange hver nat. Det har hjulpet meget, at han er kommet i helt egen seng - som han også skal, når vi kommer hjem.

I går tog han kun lidt powernaps i løbet af dagen, så da det i dag lykkedes at fremtvinge en formiddagslur kl. 11 (-lige som forældrene gerne ville) ved at lægge ham i vognen og gå ned til stranden - var livet endnu mere dolce. Vi fik lidt sol, Michael fik filmet lidt (mest Smilla, som leger i havet) og jeg fik knipset lidt billeder. OG så var jeg i bare tæer for første gang og fik soppet lidt i vandkanten. Luksus, at det er muligt i starten af marts. Generelt føles det ikke som marts hernede, men mere midt i juni. 

Lige nu sidder vi i t-shirts og knickers uden for hytten og nyder solen og undrer om det er havet, man kan høre (det ligger jo bare 100 meter ned af vejen) ellers summer lidt bier, fuglene kvidrer og palmerne rasler blidt. Og Elliot er vågnet efter 2 timers søvn og læser højt fra sin badebog. Livet er smukt. Og nu er det vidst lidt for varmt til at løbe, så hvad skal vi finde på at spise? ;-)


... nogle timer senere 
Jeg fik løbet - først barfodet på stranden et par kilometer med Elliot i vognen og derefter en super fin runde på 5 km, som nok er min nye yndlingsrute - skal nok tage billeder næste gang. Nu har jeg så spist den is, jeg tjente ind. Telefonen sagde godt nok, at det var 4 pærer, jeg havde fortjent, men eftersom vi ingen pærer havde blev det siciliansk is med kaffe- og nødesmag.. mmm. 


De klamme katte
Nogle andre, der fik god mad i dag (altså udover os) var nabokattene. Ham, der ejer vores og de to andre bungalows her, har også sit hus på denne indhegnede grund - han er tysker og kommer først herned om 3-4 uger, så indtil da er det bare os, der er her - og så lige hans (måske 6) efterladte katte. En gang om ugen kommer Corinna- hvis de er heldige og fodrer dem. Hun mener, det er godt at holde dem sultne, så de kan fange mus. Men enten er her ingen mus, eller er de meget dårlige til at fange dem, for de er sygeligt magre og skræmmende klamme (ja, vi er hundemennesker - især, når kattene ser sådan ud!). Vi prøver at glemme, at de er der et sted, men samtidig med, at vi vil holde dem væk (- har nu lært Smilla at gø på kommando, så hun kan skræmme dem), har vi virkelig ondt af dem. Så vi har givet dem vand og nu i dag lavede Michael en anretning fiskerester til dem: 



Og nu er det sengetid. Drengene ligger allerede og snorker, så jeg vil ind og være med.


2 kommentarer:

  1. Det er da bare alt for lækkert - Er vildt misundelig - her i DK har det sørme sneet i dag :-/ Dejligt med meget detaljeret blog og fine billeder krammer fra NK 54

    SvaraRadera
  2. Vad roligt det är att läsa! Jag hade också tänkt komma i ordning med mat och sov här borta, och lite mer rutin har det väl blivit. Vi kör också i säng mellan 20-21, sen vaknar hon vid sju-åtta. Ibland lyckas jag ge mat en gång per natt, men inatt blev det typ två :( Får se om vi kan komma till lite fasta rutiner snart.
    Jag var också "tvungen" att köpa Foppatofflor i mitt förra hus där vi hade en stor gårdsplan som jag gick fram och tillbaka över. Försökte först med vanliga trätofflor, men höll på att vricka fötterna helta tiden på stenarna. Så jag fick smyga iväg och köpa Foppa. Nu har jag dem när jag jobbar i trädgården, de lämnar ALDRIG hemmet!
    KRAM!!

    SvaraRadera