Ufrivillige og meget upraktiske turister på tur

Jeg er træt, og havde faktisk tænkt ikke at skrive i dag.. men jeg bliver jo nødt til at please de tusindtals læsere jeg har i hele verden (ok - det var en smule overdrevet, men rigtig sjovt at se, der faktisk udover de forventede skandinaver også er læsere i mange andre lande). Nå, men fordi jeg synes, alle mine aftner nu går med at lægge mit liv i cyber havde jeg håbet, det blev en begivenheds-tom dag, så der ikke skulle skrives så meget. Men nej. Skal dog som sædvanligt (og som så ofte uden held -) forsøge at fatte mig i korthed.

Formiddag: Stille. Blandet vejr: Morgenmad i sol. Bikini på - og så ind under halvtaget, når regnbygerne væltede ned. Og så ud igen og læse videre i vores spændende bøger (håber også, der bliver lidt tid til det efter dagens blogg-arbejde;). Vi var også ude på et par gåture - og heldigvis  i tørvejrs-stunderne. Efter frokost blev vi overmodige og besluttede os for at tage til Ragusa (70.000 indb.) for at shoppe lidt af de ting vi synes vi mangler. (Michael vil have Crocs, jeg vil have et bodyboard og Elliot skal have en bedre solhat - sommerudstyr, det endnu er svært at finde). Vi tænkte ikke rigtigt og tog vores skønne hund Smilla med, for så kunne vi jo gå en tur og ikke være bundet til at skulle hjem. 

Som vi nærmede os Ragusa, fandt vi ud af, at det var en smuk barok by bestående af en masse gamle huse og kirker fra 1700-tallet og eftersom, vi ikke fandt et shoppingmecka, men en turistinformation, sadlede vi om og begyndte at turiste med barnevogn og hund. Meget dårlig kombi.

Men vi fik da set mange fine og slidte bygninger. Blev især fascineret af, hvor frodige husene var. Der voksede ukrudt, blomster og træer fra mange revner i de gamle huse. 

Jeg fik også turbo-set nogle kirker, mens Michael havde styr på ungerne;) Jeg er jo generelt ikke en kunst- og kultur-turist, men jeg har en trang til at se kirker. Elsker den ro, der næsten altid er. Elsker at døren næsten altid er åben. Jeg var helt alene i de to første jeg var inde i i dag. Mine skridt lød som stortrommer. De store kirker hernede er jo kæmpe og overdrevet pompøse og fulde af så meget kunst, at det drukner - derfor skal jeg heller ikke se for mange kirker, for jeg bliver mere og mere uimponeret, når de overdådige besøg ligger for tæt  .. og det er let at falde i kirke-fælden i denne by. Her er lidt billeder til de kultursultne:

Vores turistrute endte dog, da vi kom til en lang stejl og smal trappe, som vi ikke kunne se en ende på - men i stedet så op på den anden side af byen, hvor den mere middelalderlige del med domkirke mv var. Der kunne vi lure at vi skulle op ad mindst lige så mange trapper for at komme derop. Og så sjovt er det ikke at gå på trapper med barnevogn. Så vi vandrede den modsatte vej og besluttede os for at se den gamle bydel en anden gang med bæresele og uden hund. 

Her til gik første gåtur i byen

Ragusa Ibla - den middelalderlige del - kantet af panini

Da vi langt om længe nåede tilbage til bilen efter parkbesøg mm. blev det alligevel til, at vi var nødt til at køre over til den gamle del for at finde en restaurant, hvor vi kunne sidde ned. Vi ville ikke bare have en panini ved et barbord! Vi parkerede bilen på en stor p-plads og lod denne gang Smilla og vogn være i bilen og spændte i stedet Elliot i Babybjörn på Michaels mave. 

Og så var det igen ud og gå - denne gang ikke bare af stejle bakker, men også trapper.  Målet var en restaurant, og de overdådige kirker, piazzaer, gamle hængende mænd og flotte altaner, var bare bonus. Desværre havde alt lukket. Og det selvom siestaen var slut. Og vi som var så glade for, at det ikke var turistsæson, endte med en panini. Øv, men der var vi bare alt for sultne til at tænke. Og da vi havde spist det sidste i byens gamle (ret kedelige) park, som i følge Claus (som har skrevet Turen går til Sicilien) dog skulle være øens flotteste park, fordi der er tre gamle kirker i, begyndte det at styrt regne og hagle - så derefter gjaldt det om at gemme sig under palmer og altaner, når det var værst og så ellers forsøge at finde tilbage til bilen. Vi var selvfølgelig kommet så langt væk i den gamle by del, som vi kunne! Så mens mørket faldt, snirklede vi os igennem øde, mystiske labyrinter, og fandt bilen inden næste skyfald væltede ned. Utroligt effektfuldt med skraldende torden og vilde lyn. På et tidspunkt troede jeg, det var aftenens planlagte fyrværkeri (der var noget byfest-agtigt noget med månen og 150'ne breddegrad og et samlet Italien - sådan forstod jeg i hvert fald det, turistbureaudamen fortalte mig på italiensk. Og det giver jo mening!?) - lynet lyste byen helt op i lilla nuancer. Vildt. (tror desværre, at regnen ødelagde byfesten). Det var dog lidt for vildt at køre bjergkørslen hjemad. Slinger og smale veje i regn og mørke og med en nu meget træt og hysterisk Elliot var ikke sjovt. Han har ellers været super god hele dagen og sovet det han skulle, men det blev nok lidt for meget med alle de Ragusa-ragazzaer, der skulle charmes (der var mange, der ikke kunne lade være med at stoppe op, hilse, kommentere og "ciao bello, amore"-den lille charletan.) Men de er da dejllige - mine drenge: 

Men vi kom da hjem. Michael med en italieners bil-temperament og jeg med en skæv ryg og køresyge efter at have underholdt, sutteflasket og sågar forsøgt at made Elliot med gulerodsmos i hårnålesving. Svært, men populært - og det var humøret som talte. Nu sover han sødt efter at have fået en omgang vådt og tørt igen. Og vi andre sover vel også snart, hvis vi kan lægge bøgerne fra os. 

   Apropos bøger, fik jeg virkelig lyst til at læse krimier om Ragusas "Il Commissario Montalbano", som også er lavet til tv-serie og som er Ystads Wallander og Samsøs  Lars Bom;)

I får også lige et billede fra en af byens tre broer (det var et kæmpe jordskælv i 1693 som også delte og ødelagde denne by). Det er kærlighedslåse, hvor elskende par har skrevet deres navne på, låst dem og så kastet nøglen væk - som symbol ubrydelig kærlighed. Meget brugt hernede, så det må vi selvfølgelig også gøre på vores 8-års dag her om et par uger;-)