onsdag 27 april 2011

Elliot update

Dagens blogg er dedikeret til babysnak. Så er det sagt. Drøn kedeligt. Så er I advaret. Til gengæld er der stor mulighed for, at I kommer til at tænke: "Slap da lige af!", når I hører, hvordan vi tænker omkring det der med at være forældre.

Allerførst kan jeg sige, at Elliot har det super godt. Han er så glad og nysgerrig en dreng, som hele tiden kan noget nyt. Med to fine tænder er det nye hit at tygge på gulerodsstave. Agurk og æble er også populært. 
Preto-parents - irriterende politisk korrekte
Som jeg har skrevet tidligere, havde vi (mest jeg) inden Elliots fødsel frygtet lidt, at vi skulle for pretensiøse, overambisøse og skideirriterende politisk korrekte forældre, der var tvungne at gøre det hele helt perfekt. Det er jo nok noget, der ligger i tiden, at vi vil gøre alt så fint, rent og økologisk som muligt, men for os giver det mening. Når nu vi har muligheden for at gøre det bedste for vores søn, så stræber vi efter det... også selvom man så om 20 år siger, at det var helt tosset, det der med at undgå parfume eller at legetøj i kontrast-farver stresser børn - eller hvad ved jeg. 
  Vi er faktisk ikke helt så slemme til at være hvide får, som jeg inden havde frygtet, men det at gøre alt godt for ham, ligger da hele tiden som en guideline for, hvad vi gør. At anbefalingerne så er vidt forskellige, hvor man kigger hen, er en anden sag. Vi vælger vores gyldne middelvej - når det kan lade sig gøre. Ingen parfume og parabener. Skeer og så meget legetøj som muligt i god plast (uden ftalater, PVC og BPA), økologisk mad med ikke for meget gluten og så vidt muligt uden mælk, salt, sukker og tilsætningsstoffer af alle afskygninger.
 Og så synger vi for ham -sikkert alt for meget. Hvis han vidste, hvad en musical var, ville han tro, at han var med i en. Det er en blanding af svenske og danske børnesange - og utrolig dårlige hjemmelavede ørehængere, der fylder meget af vores daglige lydbillede. 
  Og vi leger med ham. Meget. Vi har jo så dejlig meget tid.. Og når vi løber tør for ideer, kigger vi i en fin, lånt bog, som giver ekstra tips til hvilke lege, der stimulerer balance og andet bedst.
Sand smager godt!
  Og så er vi jo gået ret teoretisk til værks for at få en god døgnrytme. Vi har læst en masse og lavet vores egen religion, og det fungerer faktisk ret godt. Vi har næsten klaret 11 timers uafbrudt nattesøvn, som målet er. Og også om dagen, har han helt faste sovertider. At vi så ændrer og bøjer lidt på dem (lidt for tit), er bare med til at gøre ham fleksibel (eller?).    
  Og nu er vi så også for alvor begyndt at lære ham baby-tegnsprog. Ja, det lyder også virkelig preto (pretensiøst), men hvis det kan lette kommunikationen for ham, er det jo rigtig godt. Vi tror især, det kan hjælpe, når man skal lære sig to sprog. Så er det godt at have et fysisk sprog, som binder dem sammen. Indtil videre har vi brugt tegn, når vi siger mad, drikke og sut (som jo ikke er aktuelt længere;). Og det er nu også ord, han forstår. Nu har vi endelig set babytegn-dvd'en og fylder flere ord på. Så må vi se, om han har lyst til at bruge tegn, før han kan tale... men der går nok lige nogle måneder endnu.     

også pasta-stjerner... 
  To ting, vi ikke får gjort så meget, som vi gerne vil, er babymassage ( - kørte med det en del, da han var mindre, men nu er han alt for sprællende) og pottetræning - ja, det kan man faktisk sagtens begynde med nu, men han er alt for vild med at stå op, så det bliver for meget tvang at han skal sidde ned på potten. Vi venter til det er lidt sjovere.

Slut med snak om forældredirektiverne. Nu lidt mere om ham, det handler om:

Elliot vokser og vokser som han skal. Og lige ledes gør hans temperament. Han er nu meget mere bevidst om alting omkring sig.. også, hvad han vil og ikke vil. Han har haft nogle dage, hvor det var helt forfærdeligt at blive lagt ned, men nu virker det som om udviklingstrinet er ved at være passeret og nu er reaktionen mere: Hvordan kommer jeg herfra? Det gør det noget sværere at skifte ble, for alt andet end at ligge stille er mega-interessant. Michael er super tålmodig, men i går gav han op, da han skulle give ham body på. Meget sjovt at høre hans dialog med Elliot. 

Den som kan tryllebinde Elliot allerbedst, er Smilla. Han er så fascineret af hende, at han bliver helt ivrig for at komme tæt på og mærke hende. Heldigvis er hun den bedste hund i verden og flytter sig bare, hvis han skulle få fat i et knurhår, eller for hårdt fat i pelsen. 

Det nyeste han har lært er at stå på alle fire. Altså klar og parat til at lære og kravle.. men han har ikke luret, hvordan man kommer fremad, så han står og gynger med måsen til han bliver træt, eller kaster sig efter det, han nu vil nå. Det er vist ret tidligt, så han får al tid i verden til at lære sig at komme videre. Men han synes det er sjovt at stå sådan, så det er jo godt. 

Nå, det var vidst lige i overkanten med babysnak. Mon I holdt ud? og mon I synes, vi er helt vildt stræber irriterende.. Smid gerne en kommentar;-)

Næste gang, jeg skriver bliver det måske mere actionpacked... hvis vi er heldige har jeg hoppet faldskærmsspring fra 4300 meters højde.. Jaaaaaaa! 

For nogle dage siden i haven

fredag 22 april 2011

Til påskeoptog med Harry Potters venner

Før det hele gik løs...

Det er også påske her på Sicilien. I den grad. Ikke fordi, der er helligdagslukket mere end sædvanligt (hvad vi har opdaget) - nærmere tvært imod. Nu er der nemlig folk over alt.. eller i hvert fald mere udbredt end tidligere. Der bliver arbejdet på veje og huse og vi både ser og hører turister rundt omkring. Lidt liv er meget festligt, men svært at vende sig til, når vi nu har haft det hele for os selv. Den måde sicilianerne fejrer påsken på er meget omfattende. I supermarkederne bugner det med påskeæg i alle farver og størrelser - fyldt med chokolade og store bamser, men det er vel meget normalt i de fleste lande. Det, der skiller dem ud hernede, er de utrolig mange katolske påsketraditioner og -ritualer, de har. Vi har ikke sat os ind i det hele, men der er masser af højtidsmesser fordelt på hele døgnet i masser af kirker i alle byer. Og masser af andre aktiviteter, som vi ikke helt kan lure, hvad er.

Alle aldre var med
Optog!
Et af de ord i påskebrochuren, vi forstod, var: "Processione". Et optog var tilpas turistet for os, så vi valgte at tage til Ispica i går aftes for at se på "Giovedi Santo processione", som viste sig at være den største begivenhed i påsken for dem. Inden vidste vi dog ikke helt, hvad vi skulle vente os, men vi kom i god tid, så vi kunne nå at stå et godt sted, få en god is og Elliot kunne få sin skemalagte eftermiddagssøvn, inden det hele begyndte. 

BANG!
Og det begyndte med et brag.. eller 12, eller hvor mange det nu var. Jeg var optaget af at holde Elliot for ørerne, selvom han var lidt ligeglad med rabalderet og var mere optaget af alt, der skete omkring ham. Det var et stort marchorkester, som dannede fortrop og så fulgte forskellige grupper af tilhængere fra forskellige kirker (gætter vi på) - helt fra små miniputspejdere til gamle mænd og damer. Og hver gruppe havde forskellig uniform. Mest af alt lignede de statister fra en Harry Potter-film med deres små kapper og fine flag. Med undtagelse af de gamle mænd, som lignede KKK'ere og kvinderne, der lignede overdressede nonner. 
Kan I se, hvad jeg mener med Harry P?
Efter alle klubberne, som vi kaldte dem, kom en flok gutter slæbende på den store Jesusskulptur, som vi allernådigst havde fået lov til at tage et kig på i kirken sidst, vi var i Ispica. Virkelig tung træning, så når en mand svingede en rasle, var det bærepause. Derfor gik optoget meget langsomt. Og tempoet faldt yderligere, fordi de folk, der kiggede på sluttede op om optoget og fulgte med.   

Vi blev selvfølgelig også overbegloede som de eneste, som var synligt u-lokale. Men det var ok, for når man sådan stod og kiggede på optog, kunne vi jo ikke gøre andet, end at glo tilbage. Og det er imponerende, hvor mange mærkelige typer, der kan passere ens synsfelt på så få minutter, som vi stod der. Og så mange utrolig grimme mennesker. Ja, undskyld jeg siger det, men det er sandt. Nej, vi er ikke modeller, men det er virkelig vildt, hvor triste de fleste ser ud. Jeg forstår godt, hvorfor de er helt eksede over Elliot og, hvorfor processionsfølget stoppede flere gange, fordi der var nogen, der skulle sige "que bello" "Bellissimo" og "Amore".
Mine fine drenge

Da der igen var lidt plads omkring os, valgte vi at gå modsat optoget og tage et kig ind i den store kirke, hvor der var pyntet op til fest med donerede vokshoveder mv. Meget mærkeligt syn. Og midt i det hele stod et stort bord fyldt med eurosedler, som tre mænd ivrigt talte og bunkede. Meget mærkeligt. Der kunne man åbenbart lige få sig en aflads-voks-hånd, hvis man var interesseret. Inde, hvor den store Jesusskulptur havde stået var gabende tomt og en rampe afslørede, at det virkelig VAR den skulptur, som var båret ud i byen. 
Efter at have givet Elliot diverse former for mad i et hjørne på den store kirketrappe, gik vi tilbage mod bilen, for at kunne nå hjem til Elliots sovetid - og for at slippe for menneskekaoset. Det viste sig, at på de 40 minutter, vi havde forladt optoget, var det kommet omtrent 140 meter. Langsomt. Og heldige som vi var, havde vi parkeret på en sidevej, som ikke var blokeret, så vi var hjemme efter en halv time. Der stoppede byfestlighederne for os - og vi lod ispicanerne have sine (utroligt mange) ballonsælgere, dieseldrevne candyflossmaskiner og kappe-optog for sig selv.           

I dette bloggindlæg skrev jeg lidt om Ispica og voks-legemsdelene sidst vi var der:
 
Her er lige et billede fra vores sidste Ispica-besøg:
  
Og igen vil jeg da gerne opfordre til at smide en kommentar. Det er hyggeligt at høre, hvem der læser med. God påske til alle! 

onsdag 20 april 2011

Vulkanisk klatretur


Afgang til Etna med baby on board
Et af de udflugtsmål, vi længe har snakket om hernede er Etna. Og i søndags kl. 8:00 startede en pakket Volvo for at køre de to timer mod nord, som GPS'en havde udpeget. Allerede efter 10 minutter begyndte Elliot med sine dejlige bil-lyde. "Waaaaaa!" Han græder ikke, men bliver ualmindeligt frustreret over at skulle sidde låst og glo ind i et sæde. Så jeg sad ved siden af og fodrede med legetøj. Da kl. blev 8.30, og det var tid til hans formiddagslur, puttede jeg ham i stolen og sagde vores lille soveremse. Og inden der var gået fem minutter sov han. Vi var måløse og lykkelige over, at han igen kan sove i bilen (en evne vi har savnet de sidste måneder). 45 minutter senere (lige efter skemaet - meget sjældent det sker!) vågnede han op og kunne følge med, hvor klatringen nu var begyndt. Vi var ret bekymrede for vejret, for der lå tunge skyer omkring os og vi havde ikke set noget til den 3390 meter høje vulkan-top på hele vores tur. Men vi  kravlede op ad på en vej, som var som tegnet midt i sorte bunker af lava. Nogle steder kunne man se nedbrændte huse og ind i mellem et hustag som stak op af lavamængderne. 
   De små hårnålesving førte os op i 1910 m.o.h., hvor bilvejen endte på en grim parkeringsplads, som var omringet af souvenirshops og cafeterier. Vi har ikke set mange turister hernede, men her var åbenbart tilholdssted for mange af dem. Ikke at der var kø mere end 5 minutter, men der var en del turistbusser, pensionister og skoleklasser, som også skulle se på størknet lava. Så vi startede med formiddagskaffe.
Opstigningen
Da vi havde tanket op og havde fået tør ble på, tog vi gondolliften til næste level. 2500 m.o.h. og over skyerne! Blå himmel og sol mødte os. Her var en lidt mere luksus souvenirbutik og et åbent lokale, hvor de viste film fra de sidste store udbrud. Wow, det så vildt ud. Man kunne se lavaen sprøjte op af kratere imponerende tæt på. Det så helt fake ud. Se evt. på Youtube: http://youtu.be/GWj_QksPdJk  De sidste rigtig store udbrud kom i 2001 og 2007 (vidst i Sydøst-krateret- se kort) Begge udbrud varede over et år! - og trak store spor både på nord- og sydsiden, som vi nu var på vej op ad. Og vi ville videre. Så højt, vi kunne komme. Så vi havde købt den store (og dyre!) billet med 4wd-biler og obligatorisk guide til næste level som hed 2920 m.o.h. Inden havde jeg været meget ærgerlig over at skulle tage bil - en lille trekkingtur var da bare super. Men da jeg så den super kedelige vej, der var skåret i snedriverne, var jeg meget glad for at vi ikke skulle gå. Især fordi vejen absolut ikke var lavet til at gå på, men til at bilerne (som mere var busser) hurtigst muligt kunne transportere en masse folk på toppen. Så lidt wildlife var det, men absolut kun for at spare penge.
Billeder fra bilen/bussen
Folk i det fjerne på den hemmelige sti
Generelt måtte jeg indse at mit trekking behov havde svært ved at blive opfyldt, da der lå 2 meter sne over alt, så da vi kom til endestationen, kunne vi godt se, det var helt umuligt at komme videre opad, fordi der ikke var nogen sti. Det var ellers min første indskydelse, fordi alle andre gik ned ad - og, at der stadig var langt til toppen og krateret. Men da vi havde fået Elliot i bærestolen endte vi også med at gå ned ad en lille gemt sti. Vi følte os meget heldige, at vi havde opdaget den lille sti og folk, der gik på den, for vi anede intet om, hvor vi gik (først bagefter kom vi i tanke om, at vi jo også havde betalt for guide og det måske var derfor alle gik samme vej. Smart). Vi nød dog at gå alene og nyde det hele i vores tempo. Det var vidst også først her, vi forstod, det ikke bare var et stort Etna-krater, men masser af kratere, som kan have udbrud uafhængigt af hinanden. Det krater, vi udforskede, var vel det der på kortet hedder Torre del Filosofo. Vild og imponerende at kigge ned på et rygende hul og vide, at det er en sprække ned til jordens kerne og flydende magma (eller hvad det nu hedder, før det hedder lava.) Og selvom der lå sne over alt, kunne man bare grave et lille hul i lava-gruset og så steg varmen op og dampede i den kolde luft- og man skulle ikke grave dybt for at brænde fingrene. 

Elliot pakket ind i alt tøj!
Vi valgte at gå rundt om hele krateret, nu når vi var her, selvom Elliot ikke var super begejstret. Så vi gik hurtigt i den kolde vind - og pludseligt, da jeg gik op ad kom vi ind i en stærk svovlluktende røgsky - og jeg kunne mærke, at jeg pludselig blev svimmel. "Shit!" - nåede jeg at tænke: "Shit!" og: "hvor uansvarlig kan man være at tage sin baby med på en vulkan med giftige gasser!" Men så galt var det heldigvis ikke. To sekunder efter slappede jeg af igen og Michael mindede mig om, at det nok bare ikke var så smart at turbo-bestige i 3000 meters højde for en som praktisk taget lever sit liv i vandkanten. Og jeg havde jo googlet alt, hvad jeg kunne for se hvad folk skrev om Etna og baby (og frem dukkede højst overraskende et billede af vores lille tykke baby!?) og ingen på vej op havde sagt andet end "nej, hvor en sød baby, I har med" - altså ingen advarsler. Så vi slappede af og lod røgen blæse uden at panikke. Elliot havde heller ikke vist nogen tegn på utilpashed, - andet end lidt træthed, men han kom i strålende humør igen efter han kom om på maven i bæresele i stedet for -stol. Vi var dog alligevel nødt til at begive os nedad igen for at Elliot kunne få sin middagslur. Næste gang vil vi gerne se flere kratere og gå lidt mere - men det skal være sommertid og uden sne har vi lært. Da vi bevægede os nedad var skyerne blevet tykkere og det var i tæt tåge nedstigtingen i bil foregik. 

Klatremus på eventyr
Vi var lidt i vildrede for hvad næste skridt var, for Michael havde kvalme, Elliot skulle sove og jeg ville besøge en nærliggende træklatrepark. Det endte med, at Michael fik det lidt bedre og jeg tog rattet og styrede os ned til klatreparken, hvor Elliot så kunne komme ud i barnevognen og sove. Til vores store forskrækkelse var de præcis ved at lukke parken, da vi parkerede bilen. Krise. Jeg havde jo læst om dem på nettet og de var årsagen til, at vi havde valgt at tage til Etna en søndag (deres eneste åbne dag i forsommeren). Og efter at den ene af instruktørerne havde beklaget og sagt at det var pga. det dårlige vejr - og jeg desperat forklarede, at det var fint for os som kom langvejs fra - kom der en anden (tydeligvis helt ny instruktør) og sagde: "Selvfølgelig har vi åbent. Følg med mig". Michael var stadig ikke helt på toppen og havde lidt håbet på at skulle holde sig på jorden, men høflig som han er, følte han sig lidt nødsaget til at klatre, så de ikke skulle åbne parken bare for én person. Så skulle der arbejdes med højdeskrækken! Altså Michaels.

Vi vidste ikke helt, hvad vi gik ind til, men han anbefalede os at prøve alle baner, så det sagde vi ja til. Vi fik vores sikkerhedsudstyr på (inkl. det vigtige hårnet under hjelmen!) og fik lidt instruktion og så var det op i træerne. 
Der var, udover to børnebaner, tre voksenbaner i forskellige højdeniveauer op til 18 meter. Så skulle man klatre, balancere og rutsche (svævebane-agtigt). Det var rigtig godt lavet med forskellige forhindringer og materialer. Michael var sej og fik virkelig noget andet at tænke på end kvalmen (som helt forsvandt under klatringen) - og klarede det hele med bravour. Jeg er jo en klatremus og ville gerne have det vildere, vildere.. Men det var rigtig sjovt.
   Og den dygtige Elliot sov i vognen hele tiden. Tak! Da vi var ved at være færdige var tågen helt kompakt og det begyndte at hagle og regne og sne. På én gang. Så vi skyndte os op i bilen - nu med lygterne indstilled på at finde noget mad. Det tog ret lang tid at finde en restaurant, som havde åbent, men det lykkedes og vi fik en halvklam turistmenu og blev mætte. Og Elliot charmede som sædvanligt alle omkring sig. Jeg var bare lidt nervøs, da Elliot sad på restaurantejerens arm og pludselig fik fat i hans briller og rykkede til. Heldigvis havde manden dem i en smart snor rundt om nakken. (Nu forstår jeg endelig hvad sådan en snor er til for). 

På vej hjem lykkedes Elliot også at snuppe sin eftermiddagssøvn (bonus!) men da turen var så lang, var det straks grødtid, da vi kom hjem og på hovedet i seng - igen. Smilla havde været alene hjemme hele dagen og det var gået over al forventning. Der er nemlig kommet folk i de to andre bungalows, og vi havde kun hils på dem i den ene, og sikret os, at de ikke var bange for hunde. Til dem, vi ikke havde mødt, havde vi skrevet et kort og fortalt, at Smilla var en sød og ufarlig hund - men oversocial, så hvis de fik for meget af hende, skulle de bare lukke hende ind i vores hus. Det gjorde de ikke. Men den 9-årige pige havde fået en ny bedste ven i Smilla, og de havde leget en masse.. SÅ dejligt. De er vilde med hinanden og Smilla bliver en haj til tyske kommandoer.

Det var, hvad det blev til for denne gang. Er træt og skal sove - det er jo morgen kl. 6.30. Elliot bliver bedre og bedre til at sove - og er nu bare rigtig vågen én gang kl.5.30 hver morgen, hvor han lige skal puttes om, så sover han en time mere. 11 fulde timer er målet! Vi har jo taget både mad og sut væk - og det virker! Nu skal han bare tilbage til det med at falde i søvn hurtigt igen. Det har han lidt glemt. Han ligger og snakker og snakker, til han til sidst giver op. Nu er det mig, der giver op. Forsvinder snart i drømmetågerne.
 

Mere info til Etna-interesserede: http://da.wikipedia.org/wiki/Etna

,,,,,, - lidt kommaer, der kan placeres, hvor jeg ikke lige nåede det...

söndag 17 april 2011

Mest billeder fra de sidste dage, men også spændende oplevelser...



Så er Elliot et halvt år og to tænder rigere
Og så er der endeligt opdateringer herfra igen - og eftersom, der er gået så lang tid, lover jeg, det ikke bliver så detaljeret om alt, hvad vi har lavet. Faktum er, at vi faktisk ikke har lavet super meget. Nydt solen, hinanden og livet sådan generelt. 
Her er det fx Elliot, der smager lidt på Berta - den fine bil og en lille badesession i skyggen:



En anden årsag til, der ikke er kommet nyt fra Sicilien er, at teknikken virkelig har drillet. Først drillede nettet. Dvs, vi havde købt noget hurtigere og bedre for at kunne Skype - men tog det i burg for tidligt og brugte det derfor op med lynets hast. Dumt. Vi fik købt nyt og måtte dernæst lede efter mus, fordi touch-pladen døde. Derefter måtte vi indse, at vi ikke længere kunne leve med en Capslock, der leger blinklys 'tænd-sluk-tænd-sluk-og-tænd-lidt-igen' for tidskrævende og stressende.. Så vi købte et nyt tastatur. Så lige nu er den enkelte bloggarbejdsplads blevet ret omfattende:


Vi har været ude og gå en del ture de sidste dage.. Her var vi med vogn ude og se lidt mere på området indad i landet - og fandt til vores store overraskelse et hotelagtigt sted, hvor de serverede kold øl og snacks (først utroligt tøre småkager og dernæst lidt tapas) - og hvor de sagde, at vi både var velkomne til at komme igen og teste restaurant og swimmingpool. Noget vi bestemt vil.

Vi var også ude i det mere ujævne terræng forleden. Her var Elliot i bærestol, mens vi forcerede skrænter og åer. Vi havde heldigvis frokost-mos med til Elliot som blev nyt i skyggen. Derpå faldt han i søvn på tilbagevejen i stolen. Meget sødt.

Også gyngerne er blevet brugt.. Elliot synes det er sjovere og sjovere, men det er stadig moren, der nyder det mest;-)
Turist-erfaringer
En af de mere oplevelsesrige ture vi har været ude på, var turen til Ispica. En fin lille by ca. 45 min. herfra. Vi startede med den første og bedste kirke, som også indeholdt en lille turistdisk. Det virker som om alle turistburauer hernede kører efter samme opskrift. Først siger de hej, derpå finder de hurtigt et kort frem inden man når at spørge om noget. Derpå tegner de en rute, man forventes at gå for at kunne se byens samtlige 13 kirker og museer. Det hele er lige overvældende hver gang og kirker og pladsers navn genlyder forvirret i hovedet, mens man siger "Grazie" og skynder sig derfra. Effektivt.   

Her er pladsen foran kirken - med tre kæmpe trækors, som bare venter på at blive rejst til påsken... som vi lige har oplevet jo er startet. Derfor skal vi også til ispica igen for at se deres berømte optog. Vi skal bare lige lure, hvornår det er.

En væg med kropsdele
Det var som sædvanligt en stor og meget flot kirke. 
Basilica i Santa Maria Maggiore
Det der skilte besøget væsentligt fra andre kirkebeøg, var en mand, der ville vise os noget. Han viste os hen til en del af kirken, åbnede en hemmelig låge og trak et gardin fra. En stor og mørk skulptur åbenbarede sig for os, hvor Jesus blev pisket. Det så meget grotekst ud, men manden kiggede stolt på os og fik sit forventede: "Ahhhhh". Derefter blev vi vist ind i bag gemakkerne til et rum, hvor der sad tre mænd ved et bord. To andre var ved at hænge et voks-hoved op på vægen bag dem. Meget mærkeligt. Det var som at træde ind i et mærkelig sekt ritual. Forklaringen var (som vi forstod det), at når man ønsker sig, eller vil takke for noget, ofrer mand den samme legemsel i voks til kirken. Altså har man brystkræft eller er kommet over det, køber man et bryst, som de så hænger op på væggen her. På en hylde ved siden af lå desuden en række voks-babyer. Meget mærkeligt. Jeg fik heldigvis lov til at tage et billede, så jeg kunne dele det med jer. 
På den modsatte væg var der endnu et hemmeligt gardin, vi skulle se. Endnu en gang stod vi med åben mund. Der bag en glas rude lå en mumificeret mand - eller resterne af Olivio Sozzi, som for en hundrede år siden malede de fine fresker [?] og malerier i kirken. Spændende at møde ham;-/ Alt i dette rum var meget surrealistisk, men en stor oplevelse. 
   Derefter var vi på rundtur i byen - næsten den, som guiden anbefalede - og så en kirke mere:

Men skønnest var det at indsnuse stemningen i endnu et lille samfund, hvor tiden flere steder har stået stille i 50 års tid. Her tog jeg mig endelig sammen til at tage et billede af nogle af alle de utroligt mange gamle mænd, som hænger på hvert andet gadehjørne, hvor de dagen lang fortæller røverhistorier, eller bare står og glor.
  
To trætte i hver deres fine sove-position
Vejret har været rigtig fint, men i forgårs kom der faktisk regn. Så vi smuttede til Modica for at prøve deres svømmehal. Da vi havde indhandlet de obligatoriske smarte badehætter og var kommet ind i omklædningsrummene fik Elliot dog mindre panik over de mange nye og høje lyde... og vi var tæt på at vende om igen. Men han faldt til ro og fik en kort og god badestund i børnebassinet, hvor han turde mere og mere. Dejligt at se. Jeg nåede også lige en omgang baner i det store bassin før vi besluttede det var nok for i dag - og lovede Elliot, at næste gang vil blive mere roligt.   

I dag har vi været på langfart til Etna, og der er masser af fine billeder, men det må I høre om i morgen, for nu skal vi sove.










onsdag 6 april 2011

Mælkemaskine m.m. i Scicli (nej, ikke mig)

Som lovet starter jeg lige med et kort, så I kan se, hvor vi er - og hvor de byer, jeg fortæller om, ligger: 

Scicli i sol
I dag har der været en del skyer, men det har ikke gjort noget, for de sidste dage har det været helt vildt lækkert sommervejr (synes vi). Så vi har nydt solen.

I går nød vi den i Scicli, hvor vi så lidt nærmere på byen, vi ellers kun havde set til marked og hestefest. I dagslys var den også super fin og hyggelig. Det er som flere af de andre byer hernede også en UNESCO- stemplet by, pga de fine kirker og bygninger fra 15-1600-tallet. Vi kom dog som sædvanligt af sted så sent, at siestaen var lige om hjørnet, men nåede dog at besøge en del af de 17 babybutikker, vi kom forbi, inden de lukkede. Det var helt ekstremt! Der var SÅ mange butikker med babytøj og legetøj - og vi fik shoppet en del af sidstnævnte, fordi Elliots legetøj keder ham for meget. Vi købte blandt andet en lille plastik bil/gåvogn (nu døbt til Berta), som han er meget vild med, men lidt for lille til. Vi troede, at den kunde bremses, så han også kunne stå imod den - men den lille orange dims, vi troede var bremse, var bare til pynt. Pyt. Han er meget fascineret af den alligevel.

Kommisar Klinte
Vi fik også leget turister i Scicli og fik set flere fine kirker, bygninger og pladser. Der var en ældre herre, der kom forbi i fin uniform, som ville vise os noget - vi fattede ikke var det var, men var tålmodige og fulgte efter. Da han så ville have os med op ad en forfærdelig masse trapper, valgte Michael at blive ved den sovende Elliot. Jeg fulgte med og blev ledt ind i et super fornemt gammelt kontor. Jeg sagde lidt beundrende på italiensk og tog lidt billeder - og han insisterede på at tage et billede af mig. Derpå fik jeg lidt brochurer og takkede. Da Michael til frokost sad og kiggede lidt i det turistinformation, jeg havde fået, opdagede han, at det var Kommisar Montalbanos kontor, jeg havde siddet i. [altså ham som løser mordmysterier i en italiensk tv-serie.]

Til dem, der vil læse lidt mere om Scicli eller se billeder er her et link: 
http://www.in-italia.dk/italien/sicilien/scicli/ eller http://en.wikipedia.org/wiki/Scicli 
Jeg er for doven til at skrive om det.. sorry.


Magiske mælke-Michael malker maskine 
Michael så også denne fantastisk kæmpe-automat. Her sælger de frisk mælk. Man køber først en tom flaske, hvis man ikke lige har en med - derpå lægger man penge i og holder flasken under en hane - og ud kommer kold, frisk mælk. Michael var nødt til at prøve at malke, men drak kun lidt, da han blev nervøs, da han læste: 'upastoriseret' på huset. Så Smilla fik resten, da vi kom hjem.

Vi fandt endelig nogle solbriller til Elliot (en ordentlig solhat har jeg nu officielt opgivet at finde. Har i alt for mange butikker skulle forklare, hvorfor deres lille Pooh-kasket ikke er god nok til min søn.) Kan ikke lige frem sige, at vi hverken har solhat eller solbrillerne for lookets skyld.
What's up?
Også vil jeg erkende, at vi ikke har løbet i to dage. Vi har helt enkelt mistet lysten - vi beskylder især vores nye naboer for vores manglende motivation. Forleden fortalte jeg ellers om boostet vi fik af damen, som giver applauser, når hun møder os komme løbende.. men nu føles vores lille usle løbetur bare som pjat, når man sammenligner med naboerne. Altså ikke de to mænd, der først ankom, men de to unge, der lige snupper en triathlon til morgenmad. Ja, næsten. De cykler, løber og svømmer i havet (med prof.cykler, pulsmålere og våddrager - hver ting til sin sportsgren). Igår tog de lige alle tre ting. Og den første dag hørte vi, de havde cyklet 150 km. Vi ved godt, det er sygt og overdrevet - og lidt synd for dem, at de ikke kan slappe af, men det påvirker også os, som bare sidder og spiser chips og drikker øl i ren trods.. Ok, ikke helt.. i dag var det is og kaffe, men alligevel. Lidt frækt er det. Elliot bider også i noget for det meste:  

Elliotificeret (masse babysnak - spring evt næste to kapitler over;)
Vores dagligdag er, i stedet for deres motionsræs, styret af Elliot. Noget mere, end tidligere, og mere end vi synes er godt. Mest fordi vi den sidste tid har kørt ret afslappet med det hele og taget det hele lidt  adhoc. Det har fungeret fint, men gør det ikke mere. Vi spørger hele tiden hinanden: "Tror du, han skal sove nu?", "Skal vi vække ham?", "Det var vel alt for lidt søvn?" og "Tror du vi skal give ham mad igen?". Den anden siger som regel: "Det kan da godt være.. du kan prøve". Så nu har vi bestemt at fumlendet skal være slut, så vi har indført faste tider til det hele. - også som en del af "sove-hele-natten". Han har i dag ikke været helt vild med at sove så lang tid, som vi havde planlagt, men det er næsten gået som det skulle - med ekstremt meget barnevogns-vuggen og en del mad;-) De sidste nætter har vi afklaret uden mad, dog med en del opvågninger, som faren har løst med sang og sut. I nat skal det være slut. Med sut. Og jeg tager den onde førertrøje på og skal forsøge at få ham til at vende sig til at falde hurtigt i søvn i nat - UDEN sut. Spændende. Jeg har læst en del teori og tips til babysøvn og kører en "Anna Wahlgren-light" - noget af det, vi vælger at gøre anderledes er, at stadig køre med vores godnat-ritualer med sang - for det fungerer fint. Og så lader vi ham sove på ryg eller side (ikke mave, som hun kører med) - så må vi se om det går lige så godt at "buffe" ham (puffe ham taktfast i bleen for at få barnevogns-følelsen). Min barselssøster Emilie har haft succes, så nu er det forhåbentligt vores tur. Nu må vi se. I hvert fald dejligt at have gennemført første skridt og være sluppet af med nat-amning og nat-bleskift.

Anti-prætentiøse forældre
En anden ting vi er begyndt med er, at give ham mere mad. Han er en sulten dreng, som spiser det hele, så det er skønt. Og når mælken ikke mætter helt nok, er det jo dejligt at han bliver glad og tilfreds efter et godt måltid grød eller mos. Faktisk er han så vild med det, at han siger "Nam, nam", når vi mader ham. Det er sandt. I går fik han fiskemos for første gang. 
Vi er ikke helt så preto-forældre (prætentiøse), som vi troede (og frygtede) vi skulle blive. Altså, vi køber alt økologisk, som vi finder - men det er jo ikke overdrevne mængder hernede. Det bedste er frugtmos uden sukker, som vi hamstrer i Coop i Pozzalo. Grød har vi også fundet, men vi har været nødt til at kompromisse med madmos og kiks. Ja kiks. Jeg har været en uansvarlig mor og købt kiks med både sukker og aroma til mit barn! DUM-stemplet! "- men de var fuldkorn og de bedste af de 10 indholdsfortegnelser, jeg var igennem," er mit eneste forsvar. Og Elliot klager ikke. Mht babymad-moset, er der salt i alt hernede, og det må babyer ikke få i hverken Danmark eller Sverige - men det ser vi igennem fingre med, da det max er hver 3. dag han får det. Desuden er der spinat i alt grønsagsmos, noget som er banlyst for børn under et år i Sverige, så det hopper vi over. Gluten vælger vi at spise, fordi det er lettest og fordi man i Sverige skal spise gluten - i Danmark må man ikke!! Dejlig forvirrende. Det er jo det samme med brug af hovedpude.. og så siger man, at Sverige er et forbudsland?!     
Nok om baby. Her kommer lidt billeder fra gårsdagens aftenens-gåtur. Vi har for første gang den lånte bærestol i brug. Et stort hit! Og nu må jeg hellere i seng, så jeg kan få Elliot til at sove, når han vågner - og lad os håbe det er kl. 7 i morgen! Så heldige er vi nok ikke. Men heldige er vi ikke i tvivl om at vi er;-)