Vulkanisk klatretur

Afgang til Etna med baby on board

Et af de udflugtsmål, vi længe har snakket om hernede er Etna. Og i søndags kl. 8:00 startede en pakket Volvo for at køre de to timer mod nord, som GPS'en havde udpeget. Allerede efter 10 minutter begyndte Elliot med sine dejlige bil-lyde. "Waaaaaa!" Han græder ikke, men bliver ualmindeligt frustreret over at skulle sidde låst og glo ind i et sæde. Så jeg sad ved siden af og fodrede med legetøj. Da kl. blev 8.30, og det var tid til hans formiddagslur, puttede jeg ham i stolen og sagde vores lille soveremse. Og inden der var gået fem minutter sov han. Vi var måløse og lykkelige over, at han igen kan sove i bilen (en evne vi har savnet de sidste måneder). 45 minutter senere (lige efter skemaet - meget sjældent det sker!) vågnede han op og kunne følge med, hvor klatringen nu var begyndt. Vi var ret bekymrede for vejret, for der lå tunge skyer omkring os og vi havde ikke set noget til den 3390 meter høje vulkan-top på hele vores tur. Men vi  kravlede op ad på en vej, som var som tegnet midt i sorte bunker af lava. Nogle steder kunne man se nedbrændte huse og ind i mellem et hustag som stak op af lavamængderne. 

   De små hårnålesving førte os op i 1910 m.o.h., hvor bilvejen endte på en grim parkeringsplads, som var omringet af souvenirshops og cafeterier. Vi har ikke set mange turister hernede, men her var åbenbart tilholdssted for mange af dem. Ikke at der var kø mere end 5 minutter, men der var en del turistbusser, pensionister og skoleklasser, som også skulle se på størknet lava. Så vi startede med formiddagskaffe.

Opstigningen

Da vi havde tanket op og havde fået tør ble på, tog vi gondolliften til næste level. 2500 m.o.h. og over skyerne! Blå himmel og sol mødte os. Her var en lidt mere luksus souvenirbutik og et åbent lokale, hvor de viste film fra de sidste store udbrud. Wow, det så vildt ud. Man kunne se lavaen sprøjte op af kratere imponerende tæt på. Det så helt fake ud. Se evt. på Youtube: http://youtu.be/GWj_QksPdJk  De sidste rigtig store udbrud kom i 2001 og 2007 (vidst i Sydøst-krateret- se kort) Begge udbrud varede over et år! - og trak store spor både på nord- og sydsiden, som vi nu var på vej op ad. Og vi ville videre. Så højt, vi kunne komme. Så vi havde købt den store (og dyre!) billet med 4wd-biler og obligatorisk guide til næste level som hed 2920 m.o.h. Inden havde jeg været meget ærgerlig over at skulle tage bil - en lille trekkingtur var da bare super. Men da jeg så den super kedelige vej, der var skåret i snedriverne, var jeg meget glad for at vi ikke skulle gå. Især fordi vejen absolut ikke var lavet til at gå på, men til at bilerne (som mere var busser) hurtigst muligt kunne transportere en masse folk på toppen. Så lidt wildlife var det, men absolut kun for at spare penge.

Billeder fra bilen/bussen

Folk i det fjerne på den hemmelige sti

Generelt måtte jeg indse at mit trekking behov havde svært ved at blive opfyldt, da der lå 2 meter sne over alt, så da vi kom til endestationen, kunne vi godt se, det var helt umuligt at komme videre opad, fordi der ikke var nogen sti. Det var ellers min første indskydelse, fordi alle andre gik ned ad - og, at der stadig var langt til toppen og krateret. Men da vi havde fået Elliot i bærestolen endte vi også med at gå ned ad en lille gemt sti. Vi følte os meget heldige, at vi havde opdaget den lille sti og folk, der gik på den, for vi anede intet om, hvor vi gik (først bagefter kom vi i tanke om, at vi jo også havde betalt for guide og det måske var derfor alle gik samme vej. Smart). Vi nød dog at gå alene og nyde det hele i vores tempo. Det var vidst også først her, vi forstod, det ikke bare var et stort Etna-krater, men masser af kratere, som kan have udbrud uafhængigt af hinanden. Det krater, vi udforskede, var vel det der på kortet hedder Torre del Filosofo. Vild og imponerende at kigge ned på et rygende hul og vide, at det er en sprække ned til jordens kerne og flydende magma (eller hvad det nu hedder, før det hedder lava.) Og selvom der lå sne over alt, kunne man bare grave et lille hul i lava-gruset og så steg varmen op og dampede i den kolde luft- og man skulle ikke grave dybt for at brænde fingrene. 

Elliot pakket ind i alt tøj!

Vi valgte at gå rundt om hele krateret, nu når vi var her, selvom Elliot ikke var super begejstret. Så vi gik hurtigt i den kolde vind - og pludseligt, da jeg gik op ad kom vi ind i en stærk svovlluktende røgsky - og jeg kunne mærke, at jeg pludselig blev svimmel. "Shit!" - nåede jeg at tænke: "Shit!" og: "hvor uansvarlig kan man være at tage sin baby med på en vulkan med giftige gasser!" Men så galt var det heldigvis ikke. To sekunder efter slappede jeg af igen og Michael mindede mig om, at det nok bare ikke var så smart at turbo-bestige i 3000 meters højde for en som praktisk taget lever sit liv i vandkanten. Og jeg havde jo googlet alt, hvad jeg kunne for se hvad folk skrev om Etna og baby (og frem dukkede højst overraskende et billede af vores lille tykke baby!?) og ingen på vej op havde sagt andet end "nej, hvor en sød baby, I har med" - altså ingen advarsler. Så vi slappede af og lod røgen blæse uden at panikke. Elliot havde heller ikke vist nogen tegn på utilpashed, - andet end lidt træthed, men han kom i strålende humør igen efter han kom om på maven i bæresele i stedet for -stol. Vi var dog alligevel nødt til at begive os nedad igen for at Elliot kunne få sin middagslur. Næste gang vil vi gerne se flere kratere og gå lidt mere - men det skal være sommertid og uden sne har vi lært. Da vi bevægede os nedad var skyerne blevet tykkere og det var i tæt tåge nedstigtingen i bil foregik. 

Klatremus på eventyr

Vi var lidt i vildrede for hvad næste skridt var, for Michael havde kvalme, Elliot skulle sove og jeg ville besøge en nærliggende træklatrepark. Det endte med, at Michael fik det lidt bedre og jeg tog rattet og styrede os ned til klatreparken, hvor Elliot så kunne komme ud i barnevognen og sove. Til vores store forskrækkelse var de præcis ved at lukke parken, da vi parkerede bilen. Krise. Jeg havde jo læst om dem på nettet og de var årsagen til, at vi havde valgt at tage til Etna en søndag (deres eneste åbne dag i forsommeren). Og efter at den ene af instruktørerne havde beklaget og sagt at det var pga. det dårlige vejr - og jeg desperat forklarede, at det var fint for os som kom langvejs fra - kom der en anden (tydeligvis helt ny instruktør) og sagde: "Selvfølgelig har vi åbent. Følg med mig". Michael var stadig ikke helt på toppen og havde lidt håbet på at skulle holde sig på jorden, men høflig som han er, følte han sig lidt nødsaget til at klatre, så de ikke skulle åbne parken bare for én person. Så skulle der arbejdes med højdeskrækken! Altså Michaels.

Vi vidste ikke helt, hvad vi gik ind til, men han anbefalede os at prøve alle baner, så det sagde vi ja til. Vi fik vores sikkerhedsudstyr på (inkl. det vigtige hårnet under hjelmen!) og fik lidt instruktion og så var det op i træerne. 

Der var, udover to børnebaner, tre voksenbaner i forskellige højdeniveauer op til 18 meter. Så skulle man klatre, balancere og rutsche (svævebane-agtigt). Det var rigtig godt lavet med forskellige forhindringer og materialer. Michael var sej og fik virkelig noget andet at tænke på end kvalmen (som helt forsvandt under klatringen) - og klarede det hele med bravour. Jeg er jo en klatremus og ville gerne have det vildere, vildere.. Men det var rigtig sjovt.

   Og den dygtige Elliot sov i vognen hele tiden. Tak! Da vi var ved at være færdige var tågen helt kompakt og det begyndte at hagle og regne og sne. På én gang. Så vi skyndte os op i bilen - nu med lygterne indstilled på at finde noget mad. Det tog ret lang tid at finde en restaurant, som havde åbent, men det lykkedes og vi fik en halvklam turistmenu og blev mætte. Og Elliot charmede som sædvanligt alle omkring sig. Jeg var bare lidt nervøs, da Elliot sad på restaurantejerens arm og pludselig fik fat i hans briller og rykkede til. Heldigvis havde manden dem i en smart snor rundt om nakken. (Nu forstår jeg endelig hvad sådan en snor er til for). 

På vej hjem lykkedes Elliot også at snuppe sin eftermiddagssøvn (bonus!) men da turen var så lang, var det straks grødtid, da vi kom hjem og på hovedet i seng - igen. Smilla havde været alene hjemme hele dagen og det var gået over al forventning. Der er nemlig kommet folk i de to andre bungalows, og vi havde kun hils på dem i den ene, og sikret os, at de ikke var bange for hunde. Til dem, vi ikke havde mødt, havde vi skrevet et kort og fortalt, at Smilla var en sød og ufarlig hund - men oversocial, så hvis de fik for meget af hende, skulle de bare lukke hende ind i vores hus. Det gjorde de ikke. Men den 9-årige pige havde fået en ny bedste ven i Smilla, og de havde leget en masse.. SÅ dejligt. De er vilde med hinanden og Smilla bliver en haj til tyske kommandoer.

Det var, hvad det blev til for denne gang. Er træt og skal sove - det er jo morgen kl. 6.30. Elliot bliver bedre og bedre til at sove - og er nu bare rigtig vågen én gang kl.5.30 hver morgen, hvor han lige skal puttes om, så sover han en time mere. 11 fulde timer er målet! Vi har jo taget både mad og sut væk - og det virker! Nu skal han bare tilbage til det med at falde i søvn hurtigt igen. Det har han lidt glemt. Han ligger og snakker og snakker, til han til sidst giver op. Nu er det mig, der giver op. Forsvinder snart i drømmetågerne.

 

Mere info til Etna-interesserede: http://da.wikipedia.org/wiki/Etna

,,,,,, - lidt kommaer, der kan placeres, hvor jeg ikke lige nåede det...